Landstingets Markedsudvalg 63.03.002.01 HER 202623 SiO, jbn 3. november 2000
Landstinget har i forbindelse med Landstingets 2. behandling af punkt EM 2000 / 22, Forslag til landstingslov om salg og udskænkning af alkoholholdige drikke den 31. oktober d.å., foreslået, at det undersøges, hvorvidt der kan laves en regel, hvorefter kommunerne i stedet for Landsstyret tillægges direkte kompetence til i særlige situationer at forbyde salg og udskænkning af alkoholholdige drikke m.v., jf. lovforslagets § 26, stk. 1.
Umiddelbart finder jeg ideen helt i tråd med Landsstyrets generelle politik på området om at lægge administrationen af alkohollovgivningen ud til kommunerne.
Imidlertid har jeg nogle betænkeligheder i forbindelse med især den juridiske side af forslaget.
For det første er det juridisk uklart, om en sådan kompetence umiddelbart kan tillægges kommunerne. Dette hænger sammen med stadfæstelses- og kundgørelsesproblematikken. Det skal endvidere erindres, at overtrædelse af forbudet skal kunne sanktioneres og dette kræver, at sanktionen har fuld hjemmel i lov.
Vedrørende kundgørelsesproblematikken skal det sikres at borgerne tydeligt gøres opmærksom på hvornår et forbud træder i kraft og hvor længe det skal være i kraft, hvad forbudet omhandler samt eventuelle sanktioner ved overtrædelse af forbudet.
Yderligere bør det overvejes, hvor ofte et forbud kan nedlægges og om det skal omfatte hele og/eller dele af kommunen og endelig skal det sikres, at afgørelsen træffes efter objektive kriterier.
Problematikken er den samme for så vidt angår de kommunale vedtægter. Problemet er her løst ved at de kommunale vedtægter stadfæstes enten af Rigsombudsmanden, når der er tale om vedtægter med hjemmel i rigslovgivningen eller af det pågældende landsstyremedlem, når den kommunale vedtægt har hjemmel i hjemmestyrelovgivningen.
Erfaringsmæssigt er stadfæstelse af kommunale vedtægter ikke en hurtig proces, idet der ofte går lidt tid med tilretning af lovteksten og kommunikation mellem den pågældende kommunalbestyrelse og stadfæstelsesmyndigheden, forinden stadfæstelse sker.
Da lukning for salg og udskænkning af alkoholholdige drikke i de særlige tilfælde for at skulle have den ønskede virkning forventes at skulle foretages hurtigt, er den nuværende ordning, hvorefter Landsstyret på begæring af kommunalbestyrelsen kan udstede en bekendtgørelse om lukning, etableret.
Endelig finder jeg, at de grønlandske kommuner, der i sidste instans er den part, der skal administrere en sådan ordning, bør inddrages i processen med tilblivelsen af reglen, eller i det mindste høres i sagen.
Da en høring af de grønlandske kommuner ikke vil kunne ske med den af Landstingets Lovudvalg krævede høringstfrist inden lovforslagets 3. behandling og da Landsstyret allerede ved lovforslagets første behandling varslede nedsættelsen af en arbejdsgruppe, der skulle fremkomme med et lovforslag til en mere tidssvarende lov, skal jeg foreslå at problematikken vedrørende kommunernes eventuelle adgang til direkte udstedelse af lokale forbud mod salg og udskænkning af alkoholholdige drikke behandles i denne arbejdsgruppe.
Dette vil sikre en meget grundig overvejelse af de med forslaget forbundne problemer, og at bl.a. KANUKOKA får lejlighed til at vurdere forslaget.
Såfremt Markedsudvalget og Landstinget er enig i mine overvejelser, vil jeg sikre, at problematikken behandles i arbejdsgruppen.
Med venlig hilsen
Simon Olsen